Nu glider Baaden
mod Skærgaardsøen,
en �� i Havet
med grønne Strande.
Her lever Blomster
for ingens ��jne,
de staar saa fremmed
og ser mig lande.

Mit Hjærte blir som
en Fabelhave
med samme Blomster
som ��en ejer.
De taler sammen
og hvisker sælsomt,
som Børn de mødes
og ler og nejer.

Her var jeg kanske
i Tidens Morgen
som hvid Spiræa
engang at finde.
Jeg kender Duften
igen fra fordum,
jeg skælver midt i
et gammelt Minde.

Mit ��je lukkes,
en fjærn Erindring
har lagt mit Hode
ned til min Skulder.
Saa tætner Natten
ind over ��en,
kun Havet buldrer ���
Nirvanas Bulder.