Jeg driver i aften og tænker og strider,
Jeg synes jeg er som en kantret Baad,
og alt hva jeg jamrer og alt vad jeg lider
saa ser jeg mig ingen Raad.
Men hvi skal jeg være saa haardt beklemt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
Saa stanser jeg virkelig heller Striden
og ganger tilsjøs med min pinte Sjæl.
Der finder nok Verden mig engang siden
saa bitterlig druknet ihjæl.
Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt?
Om hundrede Aar er alting glemt.